En ny start :)
15 maj 2009
Efter en knap på vellykket indendørssæson 09 er jeg nu startet på et nyt "kapitel" i min træningskarriere. Efter at have arbejdet sammen med Poul i snart 12 år, har jeg grundet uddannelse mv. været nødt til at flytte til Århus, og dermed også skifte til en ny træningsgruppe og træner.
Det var i starten et meget svært valg, da jeg kun har opnået positive resultater med Poul, og har det fantastisk godt med ham personligt. Han kender mig ud og ind; styrker, svagheder, og han har et fantastisk øje for teknikken. En super dygtig og fantastisk træner, som jeg kun kan komme til at savne! Det kan man vel egentlig heller ikke undgå når man igennem de mange år har fået et så tæt forhold!

Min dejlige coach Polle
Men nu er det altså blevet tid til et nyt afsnit, og faktisk så glæder jeg mig rigtig meget Et nyt miljø, ny træner, nye træningspartnere og ikke mindst nye træningsprincipper. Selvfølgelig vil der være en masse usikkerhed forbundet med det, men vi må bare få det bedste ud af det, og så se hvad der sker! Jeg er positivt indstillet, og det er vel egentlig det vigtigste på nuværende tidspunkt!
Heldigvis er min "nye" træningsgruppe og træner ikke fremmede for mig! Tværtimod! Den består af Danmarks bedste sprintere og hækkeløbere, og landstræneren i sprint/hæk. Alt sammen gode venner som jeg har kendt i lang tid ☺
Det er en super fed gruppe at være kommet i, da motivationen og gejsten er i top selvom træningen ofte er meget hård!
Nu gælder det bare om at være tålmodig og vente på at jeg skal toppe, - som Mikkel siger! Første stævne bliver i morgen i 1. DT-runde i Odense. Jeg har på nuværende tidspunkt ingen anelse om hvor jeg ligger, men håber på en tid lige omkring de 14.10!
Jeg skal udover hækken også løbe 100m, 4*100m og springe et enkelt trepsring :)













