Fotograf: Tuala Hjarnøe

Dansk rekord og tæt på VM-krav

21. juni 2009

Så skete det endelig! Første gang under 57 sekunder på 400 hæk, helt præcist 56.70! Og traditionen tro skete det ved landsholdsturen som nu hedder European Team Championships 3rd League, Sarajevo.

Jeg må indrømme at jeg følte mig lidt presset, da min gamle pr ville have sin 2-års fødselsdag denne weekend, hvis jeg ikke fik benene på nakken og løb en god tid.

Men men men, det gjorde jeg jo, så ingen problemer mere. Nu håber jeg blot ikke der ska gå to år igen inden endnu en forbedring kommer. Hvis jeg skal være ærlig tror jeg nu heller ikke det sker, for mit løb i går var langt fra perfekt. Indtil 7. hæk (250 meter) gik det som planlagt og faktisk bedre, jeg har aldrig løbet så stærkt på det stykke. Men så slap kræfterne hurtigere op end planlagt, og der manglede pludselig en halv meter hen til 8. hæk. Jeg blev derfor nødt til hurtigt at tage et ekstra skridt, hvilket sænkede min fart noget. De resterende 100 meter blev derfor ikke særlig gode, men det positive er, at der så er en masse der kan forbedres.

Min nye pr og danske rekord er 15/100 af et sekund fra VM-kravet på 56.55, så hvis jeg næste gang kan få de sidste 150 meter til at fungere eller blot 100 meter, er jeg sikker på det bliver rigtig godt.

Målfoto
Målfoto

Sejren gav 13 point til holdet, som videre i dag kæmper for oprykning til 2. league.

Senere i dag står den på 200 m og 4x400, hvis min fod kan holde til det. Jeg var nemlig så fantastisk dygtig at falde ned af en trappe efter mit løb, så den brokkede sig lidt i går. Men jeg satser på alt er ok, og hvis forholdene er til det, så en tid under 24 sekunder.

Polski

10. juni 2009

Det var i dag rekorden skulle komme, men det blev ikke som forudset. Tiden var som sidst, omkring 57,6, men følelsen og mit humør var noget helt andet.
Jeg havde for en gangs skyld fået yderbanen, bane 9, så jeg skulle igen forme mit eget løb. Opvarmningen gik fint, og  benene var betydeligt mere friske end sidst. Jeg var klar til at løbe stærkt!
Da jeg kom ind på banen, fik vi af vide at de ville starte løbet 5 min før planlang men at startblokkene ikke ville komme før 5 min inden start. Så prøveløb osv. blev uden blok, hvilket også sagtens kunne fungere.  Der var utrolig meget modvind, så første gang kom jeg ikke over 1. hæk, da jeg simpelthen var for langt fra. Jeg skyndte mig tilbage for at få et mere, hvor jeg trykkede endnu mere til. Det fungerede godt, og jeg var nu klar til konkurrence.
Desværre var starteren ikke helt klar, så vi måtte ud i 4 omstarter før vi kom af sted, hvilket helt ærligt var lidt hårdt for koncentrationen. Men af sted kom vi endeligt, og ingen problemer op til første hæk. Ved anden hæk startede problemerne så desværre, da vinden havde lagt sig lidt, men jeg trykkede stadig så meget som i prøveløbet, så jeg kom alt for tæt på, og fik da også ramt på den kære træplade. Det samme skete på hæk 3,4,5, hvilket nok har kostet lidt kræfter i det samlede løb, men til gengæld fik jeg et flot hævet knæ i bytte.
Efter disse ikke helt optimale hække, havde jeg et par gode overgang i andet sving, men så skete det vanlige, jeg kiksede… Denne gang var det på 8. hæk, da modvinden nu havde taget til, og var hårdere end forventet, så jeg fik et skridt for meget, og en dårlig hækpassage som tak . Den sidste langside var faktisk ikke så dårlig, det eneste problem var, at alle passagerne blev med mit ”dårlige” ben, hvilket jeg tabte noget tid på. Men afstandsbedømmelsen var ganske fin, men der var ikke meget at stille på i den modvind.

Jeg blev vist nok nr. 5, og slog nogle med pr på 55 og 56 sek, så jeg kan kun være tilfreds. Havde jo selvfølgelig håbet på en pr, men i disse forhold var der ikke meget at gøre.

Det er utrolig hvor meget forskel der kan være i følelsen af et løb, selvom tiden er den samme. Der er stadig fejl, men jeg er fortrøstningsfuld - næste gang må være lykkens gang.. Og som Mikkel så fint siger, så er det slut med øveløb, fra næste gang gælder det! Og næste gang bliver til landskampen i Bosnien. 

Nu skal dagens vist afsluttes på polsk. Kælderen på vores hotel er en stripbar med poledancing, så det skal vi vist lige kigge lidt på. Mit knæ er heldigvis så hævet, at jeg ikke kan være med, måske jeg kan overtale Anne.... :)

Ak ja

7. juni 2009

Ak ja, det skulle heller ikke blive denne gang, jeg fik taget om min egen danske rekord. Jeg var ellers sikker på, at min nye plan over mit løb ville virke, og derved skabe rammerne for det perfekte løb, men det skete langt fra.

Jeg er snart træt af at finde på undskyldninger for, hvorfor rekorden heller ikke kom denne gang, så det undlader jeg. Jeg må bare konstatere at benene slet ikke var friske til konkurrence i går, og så kan man prøve nok så meget. Jeg vandt mit heat i 57,60 hvilket var vildt utilfredsstillende. Det dårligste løb denne sæson, hvilket jo bestemt ikke var meningen.

Jeg blev pisse sur og skuffet over mig selv efter løbet, men har nu bestemt mig for at komme videre og glæde mig til konkurrencen på onsdag i Polen i stedet for. Forhåbentlig er der lidt mere krudt i benene dér, så jeg kan gøre et redeligt forsøg på at krydse de 57.00.

Lidt billeder fra stævnet:

atleticageneve2009sara02
På vej mod sidste hæk

atleticageneve2009sara04

atleticageneve2009sara07
På vej mod heatsejr, efter et utrolig dårligt løb.

atleticageneve2009sara11
Selvom man løber langsomt kan man godt blive træt. Kys min bare r.. hvor er det surt at løbe langsomt.

Hvornår mon jeg lærer det?

1. juni 2009

Efter sæsonens tredje løb, sidder jeg med en meget ærgelig følelse her på hotellet efter stævnet. Jeg fik ikke den danske rekord jeg gik efter, og generelt var det ikke et løb der går over i historien som fremragende.

Jeg havde desværre fået bane 7, hvilket som jeg skrev om i går, ikke var en særlig god bane. Men det var nu mindste problem af de fejl jeg lavede i dag. Der var ingen på bane 8, så jeg skulle løbe fra spids. Kommandoen var på græsk, og da skuddet lød, havde jeg en fornemmelse af, at der blev skudt igen lige efter. Da jeg jo var i fart kunne jeg ikke bare stoppe helt og vende hovedet, så jeg stoppede bare med at trykke i banen ca 5 skridt, indtil jeg kunne høre at de andre stadig løb - tror jeg da. De næste 100 meter løb jeg og spekulerede om jeg er den eneste der løb, men besluttede mig selvfølgelig for at fortsætte. Ved 7. hæk kom jeg ALT for tæt på, på trods af den nye rytme som netop skulle modvirke dette. Jeg tabte en masse tid ved dette lille stunt og modstanderne kom næsten op på siden af mig. Ved 8. hæk kunne jeg se de to piger fra bane 5 og 6, og da de ikke fejlede ved forrige hæk, kom de med noget højere fart og rykkede også forbi. Jeg formåede at komme op i fart igen, men havde ikke kræfter til at hente dem. Jeg endte som nr. 3 i mit heat med 57,22.

Jeg har senere set øbet igennem på video, og der er ufattelig mange steder jeg kan hente noget, så måske 57,22 slet ikke er så ringe endda, når man ser på hvor skidt løbet blev gennemført. Og hvad har jeg så lært af dagens begivenhed? I hvert fald at jeg igen skal forsøge mig med en ny rytme, for denne her virker godt nok ikke... og så det man får af vide første dag man kommer til atletik - hvis man tror der er tyv, løber man videre indtil man klart og tydeligt hører et skud. Ikke noget med at standse lidt op, for så har man allerede tabt der!!! Det husker jeg lige til næste gang, og så kommer min hurtige tid forhåbentlig snart. 

Men nu hvor jeg ikke kan finde ud af at sætte pr, var det godt Peder var med. Han satte en flot pr med 15,60 i sæsondebuten.. Det så rigtig godt og lovende ud..

Vejlby på Kreta

31 maj 2009

I går ankom Peder (Nielsen) og jeg til Chania på Kreta, hvor vi skal være en lille uges tid, inden turen går til Geneve. I ugens løb skal vi konkurrere en enkelt gang og så eller træne og slappe af på charter-øen. Ej, konkurrencen er jo hovedmålet, selvom mange har udtrykt sine tvivl om dette.

Jeg løber i morgen k 19.10 lokal tid (18.10 – dansk tid) Heatet er som nedenfor, hvor der er nogle hurtige damer, og nogle som jeg ikke burde få problemer med.

OBEDINA Irina                 RUS      85     54,86    
PETERSEN Sara                DEN     87     57,01    
STAMBOLOVA Vania          BUL     83     54,55    
PAPOUTSAKI Anastasia     GRE     85     60,38    
GARANI Evaggelia            GRE     88     65,39    
MPONIA Dimitra               GRE     85     60,50    
KABOUD Caroline             CAM     78     56,03    
LUOGON Kou (WRIGHT)    JAM     84     55,55    
HAUGE Benedicte             NOR     89     58,46    
VOLD Hege                      NOR     88     59,64    
SHAKES-DRAYTON Perri    GBR     88     56,09    
KOLE Denisa                    GRE     89     60,86    
HATZI Christina                GRE     76     55,94    
VELLI Sofia                      GRE     82     59,78    

Jeg var lige et smut på træningsbanen i dag for at få gang i benene og se på forholdene. Benene var gode, men det kan man desværre ikke sige om banen. Eller rettere sagt bane 6,7 og 8. Som den lidt intetsigende overskrift henviser til, så er der tilstande som Vejlby stadion her i Chania, dog værre! Og for dem som ikke normalt har sin gang på Vejlby stadion, er banerne virkelig dårlige, især fordi er ujævne hvilket kan give nogle problemer når man kommer løbende med fuld fart, og så pludselig rammer et lille hul. Vi snakker selvfølgelig ikke flere cm, men en halv til en hel cm er også nok til at ødelægge ens løberytme.
Men banerne 1-5 er der intet galt med, så jeg må blot håber en af dem tilfalder mig. Og gør de ikke det, ved jeg nu at jeg skal være forberedt på en lille fordybning eller to efter nogle af hækkene.

Men ellers tegner det til at blive en god dag i morgen og resten af ugen. Vi bor på et 5-stjernet Spahotel med intet mindre end 6-7 pools, og dette er ikke inklusiv de private pools som hører til nogle af værelserne.  Peder og jeg hygger os vældig i de luksuriøse forhold, som man også kan se lidt af på billederne nedenfor.  Vejret viser sig fra sin bedste side med ca. 28 grader og skyfri himmel.

Forventningerne til i morgen er selvfølgelige store, da mit sidste løb i Rabat var tæt på pr på trods af nogle fejl. Jeg håber meget i morgen på at kunne se 56.?? på resultatlisten, men for at det skal ske er der mange ting som skal gå op i en enhed, men det håber og tror jeg også de vil.

DSCF1584
Afgang fra Kastrup. Ens tasker, nu mangler vi bare joggingsættet!

DSCF1587
Peder spilder selvfølgelig ketchup på trøjen..

DSCF1588
Udsigt fra værelset. 4 af de 7 swimmingpools.

DSCF1589
Til den anden side. Tennisbaner og dejlig udsigt

DSCF1592
Charter-morfar - inden han blev til en krebs (lige ved poolen)

DSCF1593
Og med havet i baghaven

DSCF1597
Og selvfølgelig med pool-bar


Video fra Rabat

26. maj 2009

Det er nu muligt at se mit 400 meter hækkeløb i Rabat.

Se videoen hos Youtube.com.

Det er også muligt at se og/eller gemme videoen i mpg format.