Fotograf: Tuala Hjarnøe

Så gik der hurtigt to uger

19. april 2009

Det var jeg jo faktisk min mening at få opdateret hjemmesiden en masse på træningslejren, men som man kan se, skete det ikke ligefrem.

Men på trods af den manglende opdatering, var det en super god træningslejr. Det var første gang vi var i Formia, men det bliver i hvert fald ikke den sidste, hvis jeg kan få lidt medbestemmelse.

ben
Vægttræning i maskinerne

Jeg tror sjældent jeg har trænet så hårdt som jeg har gjort de sidste to uger, men utroligt nok sjældent med så meget kvalitet heller. Og disse to lagt sammen giver jo et rigtig godt resultat. Jeg har fået løbet "rigtige" hækintervaller på den rigtig afstand og i konkurrencetempo, hvilket faldt mig utroligt let og nemt. Havde frygtet at jeg skulle kæmpe en masse med rytmeskift og teknik, men det var som om min hjerne ikke havde holdt 7 måneders ferie fra hækkene, men at jeg havde løbet mit sidste konkurrence i forrige uge. Så det var utrolig positivt.

core
Corestability med gruppen

De sidste par uger har udover træningen også budt på en fødselsdag og en eksamen. Fødselsdagen var som den plejer, lystes man til at sige. Det er mere reglen end undtagelsen at jeg fylder år på en træningslejr. Men det gør nu heller ikke noget, for så er man sikret godt vejr og sine venner omkring sig.. Så mangler man kun sine familie, men man kan jo ikke få det hele.

Min eksamen startede på træningslejren, en halv time før vi tog af sted. En 24 timers eksamen i fødevareteknologi og mikrobiologi. Først en masse som skulle læses og derefter 3 timer skriftlig eksamen. Det gik også fint, bortset fra et boykot fra computeren, så nu må jeg blot vente på resultatet.

gruppe
400 m pigerne efter intervalpas

Der er nu to uger til at jeg skal sæsondebutere. Det bliver den første uge i Maj i Pavia, ITA. Før træningslejren følte jeg mig ikke det mindste klar til konkurrence, men nu glæder jeg mig faktisk og er sikker på at resultatet nok skal blive godt.

Der kommer billeder i fotogalleriet i løbet af ugen. Her lidt stemningsbilleder at starte på.

blomst
Nyder det gode vejr efter intervallerne

gruppen
Gruppebillede på stranden

gym1
Gymnastik i hallen

Sara
Det er hårdt at træne til 400 hæk

strand
Strandtræning

thomas
Og ikke at forglemme, så var Thomas også med...

Træningslejr - 1

5. april 2009

Efter et forrygende EM i Torino har den kun stået på træning i det danske forårsvejr, hvilket ikke altid har været det bedste. Vi er derfor taget tilbage til Italien, denne gang på en to ugers træningslejr.

Vi bor på det italienske træningscenter i Formia, som besidder alt hvad man kunne tænke sig som atlet. Flotte faciliteter, gode værelser, lækker mad, gode restitutionsmuligheder i form af pool og isbad, sauna og jeg kunne blive ved. Vi har nu været her siden toradag, og har allerede fået gennemført 5 træningspas af høj kvalitet.

ssp2
Hækopvarming - tyvstjålet fra Mikkes hjemmeside..

Den har både stået på intervaller, vægt, hurtighed og hækteknik. Især mit hækteknik-pas gik over alt forventning, og det føles ikke som om, at det faktisk er et halvt år siden jeg sidst løb over hække på den rigtige afstand. Det er jo kun positivt, og giver bare endnu mere lyst til at komme i gang med udendørssæsonen.

I dag søndag står den på intervaller her til formiddag, og vægt i eftermiddag og så en fridag mandag. Mandag er også den dag hvor resten af gruppen slutter sig til vores lille tremandshær. Vi bliver i alt vist nok 15 aktive, så det skal nok blive nogle gode uger.

is
Martin og jeg i isbad

Udover træningen forsøger jeg at læse lidt til eksamen, jeg skal op d. 17. kl. 9 og vi kommer tilbage til Danmark d. 16. kl. 18. Faktisk begynder min eksamen allerede hernede, da det er en 24-timers eksamen, så torsdag kl. 9. skal jeg have printet en masse ting ud og så ellers bare i gang med læsningen. Men den tid den sorg, lige nu vil jeg bare helst fokusere på træningen, det er trods alt lidt sjovere.

Hjemvendt fra Torino

12. marts 2009

Efter at have været tilbage i Danmark i et par døgn nu, er det vist tid til et lille tilbageblik på EM.

Som Henning allerede har afsløret, så satte jeg dansk rekord i indledende, og det bragte mig videre til semifinalen. Dvs. allerede der, var min deltagelse en succes, hvilket nok også var en medspiller på min mindre fremragende præstation i semifinalen.

Jeg skulle løbe kl 11.03 d. 6/3. Da jeg vågnede af vækkeuret kl 7.00 var jeg utrolig frisk, og det ligner ellers ikke mig om morgenen. Kunne mærke på mine første skridt ud af sengen, at benene var friske og hovedet var klar på at give den gas.

Nu skulle jeg bare have spist godt med morgenmad og have pakket taske, og så ellers ud i hallen, hvor min opvarmning skulle begynde 9.45. Mikkel og jeg havde lagt en helt detaljeret plan over min opvarmning og timerne før løbet, så der ikke skulle bruges energi på at tænke over små detaljer.

Under opvarmningen kunne jeg mærke at jeg var klar, men turde heller ikke håbe for meget, for man kan jo så nemt blive skuffet. Lige meget hvor klar jeg følte mig, sad mit mindre gode løb fra DM og drillede i hukommelsen. Nu gjaldt det blot om at gøre det til skamme, og vise hvilken form jeg i virkeligheden var i.

skarm
På storskærmen inden løbet.
Fotograf: Jeppe Weinrich

Jeg havde først fået bane 5, hvilket var perfekt, men blev senere proppet på bane 3. Lidt ærgerligt, men det skulle ikke ødelægge noget for mig. Jeg vidste at jeg skulle blive 1, 2 eller 3 i mit heat for at gå videre, og 1 og 2 var nok nærmest umulige, så jeg skulle kæmpe for min 3. plads. Da skuddet lød, var det bare at komme afsted, og jeg prøvede at lægge mig i hælene på dem udenfor mig. Da vi efter 150 m skulle løbe ind i bane 1, havde jeg en lille kamp med hende på bane 2, og for ikke at bruge for mange kræfter på det, lod jeg hende gå først og derved trække mig rundt. Da vi havde løbet 250 m lå jeg som nr. 4 helt tæt på 2. og 3.pladsen. Den tyrkiske pige i 2. placering havde dog løbet 53.06 i år, hvilket var over et sekund hurtigere end mig, så troede måske hun havde en god slutspurt. Jeg skulle derfor "blot" forbi den irske pige lige foran mig. Da der ikke er mange muligheder for at overhale indendørs, måtte jeg vente til sidste langside. Og her var heldet med mig, den irske og tyrkiske pige var så fokuserede på hinanden, at de begge trak en bane ud for at hindre hinanden i at overhale. Dette skabte således plads på bane 1 til mig, og jeg kunne nu smertefrit overhale den tyrkiske pige, som nu var blevet noget træt. Direkte kvalifikation til finalen krævede en 2. plads, men den fik jeg nøjagtigt ikke, da jeg blev nr. 3 - slået med 1/100.

banen
150 m igen- 4. position.
Fotograf: Anna Olsson

Men da tiden kom, glemte jeg min ærgrelse - dansk rekord og videre til semifinalen. Selvom jeg næsten ikke kunne gå på mine ben af træthed, var der dog plads til at glæde dig over resultatet og mit avancement ved mit første seniormesterskab.

Nu var det blot at varme ned, komme hjem og spise på hotellet, og så ud i hallen igen og forberede mig på næste løb.

Maris
Hyggesnak med min estiske veninde Maris (dagen inden løbet)
Fotograf: Anna Olsson

I semifinalen var jeg desværre meget træt, og havde fået den svære bane 1, hvor svingene er meget skarpe, og det kræver meget at få fart på. Jeg må erkende, at det havde jeg ikke kræfterne til, og kom i mål som sidst i heatet i tiden 54.63. Samlet blev jeg nr. 11, hvilket jeg er utrolig tilfreds med. Havde jeg været i den anden semifinalen, kunne jeg måske have løbet hurtigere, da deres tempo passede bedre til mig, men det er jo ikke noget man selv vælger.

johnny og jeg
Afsted til afterparty. Johnny og jeg.
Fotograf: Anna Olsson

Jeg kunne nu holde fri med go' samvittighed, og nu var der kun "pligten" som tilskuer og den afsluttende fest at tænke på.

Dansk rekord og videre til semifinalen

6. marts 2009

Den danske indendørs rekord på 400 m blev forbedret til 53,85 sek.

TV billeder fra indledende 400 m kvinder.

Før start
Før start

På vej i mål
På vej i mål

Resultat af indledende 4 heat
Resultat af indledende 4 heat

Fra indledende til semifinalen
Fra indledende til semifinalen

Torino 2009 - European Athletics Indoor Championships
Torino 2009 - European Athletics Indoor Championships

Et stort tillykke fra Webmaster

Dagen inden

d. 5. marts 2009

Der er nu ca. et døgn til at jeg skal løbe, og nervøsiteten er ved at indfinde sig. Der er kommet startlister og heatinddelinger, og jeg har fået bane 5 i heat 4.

Country Name Firstname SB PB
TUR Redif Meliz
53.47
RUS Krivoshapka Antonina 50.55i 50.55i
RUS Safonova Darya 52.05i 52.05i
RUS Antyukh Natalya 52.50i 50.37i
UKR Pyhyda Nataliya 52.72i 52.02i
TUR Saka Pinar 53.04i 53.04i
ITA Reina Daniela 53.19i 52.95i
GBR Fraser Donna 53.32i 53.32i
FRA Sigère Thélia 53.48i 53.48i
FRA Behi Symphora 53.57i 53.57i
EST MÄGI Maris 53.73i 53.16i
DEN Petersen Sara 54.14i 54.14i
BUL Kirilova Tsvetelina 54.15i 52.61i
IRL Andrews Marian 54.20i 54.20i
POR Lopes Patrícia 54.31i 54.31i
NOR Helgesen Irene Høvik 54.54i 54.54i
ESP ROMERO Natalia 54.55i 54.55i
IRL Furlong Brona 54.60i 54.60i
ALB SHALA Klodiana 55.65i 53.34i
TUR Gürler Özge 56.61i 54.10i

Som man kan se, er jeg seeded som nummer 11 efter årsbedste og 15 efter PR.

Jeg løber fredag kl 11.03. Mit store mål er at få den danske rekord, men nu må vi se hvad det bliver til - det er jo ret tidligt om morgenen. Jeg føler mig dog på toppen igen, efter et par uger som ikke har været så gode. Trænede i hallen i dag, og blev næsten overrasket over hvor hurtigt jeg løb, så det må jeg jo tage med mig i morgen. 

Ihh jeg glæder mig helt vildt.

DM

2. marts 2009

I den forgangne weekend blev der afholdt Danske mesterskaber i Skive. Jeg ville egentlig have lavet en lille optakt, men nu må det blive en evaluering i stedet for.

Jeg havde valgt at deltage på 200 og 400, og forventede selvfølgelig at vinde begge, og gerne med en dansk rekord på 400. Jeg havde dog ligget syg en uges tid, og havde derfor ikke konkurreret i 3 uger, hvilket selvfølgelig skabte en vis ukendt faktor. Det skulle også vise sig at blive en for stor mundfuld med den danske rekord, men jeg fik da sejre i begge mine discipliner, og blev derved dansk mester x 2 både hos senior og ungsenior. 

200
På vej mod sejren på 200 m. (24.75 sek)

Titlerne var ikke så uventede, så det jeg fokuserede på ved DM var tiderne, som indikator på formen her inden EM. 200 meteren var godkendt med 24.75 - banen var ikke den hurtigste og konkurrencen mangelfuld, så var egentlig godt nok tilfreds. Der var jeg derimod ikke med min 400 m. Tiden 56.06 var simpelthen ikke god nok, lige meget hvor mange undskyldninger man tager med ind over.

Efter dette slag i hovedet med sådan en dårlig tid, var der frit slag for negative tanker. Det var meget frustrerende at løbe sin dårligste tid en uge inden EM. Det er dog allerede blevet bedre, nu er det ca halv halv med negative tanker og motivation for at vise at jeg sagtens kan slå dansk rekord. For hver time der går, får jeg dog mere og mere motivation, så om en dag er der forhåbentlig fuld fokus på EM og det dårlige løb ved DM glemt!

benne
Min super seje lillebror med sin sølvmedalje på 60 hæk

Nu hvor jeg ikke kan, er jeg glad for, at min lillebror klarede sig så godt. Han fik sølv på 60 hæk og guld på 4x200. Han var meget tæt på PR og krav til Talentudvikingen. På trods af, at han ikke har trænet målrettet så lang tid, er jeg sikker på at han går en rigtig spændende sæson i møde.. Er ikke i tvivl om hvor stort et talent han er.