Photoshoot, hjertescanning og bakker med Rikke
d. 14. november 2011
I denne uge kommer der til at ske en masse spændende ting. Onsdag drager jeg mod København for at få lavet en hjertescanning. Jeg er med i et stort forskningsprojekt, som alle Team Danmark atleter bliver tilbudt. Jeg regner bestemt ikke med, at der er noget galt med mit hjerte, men det er dejligt at få det bekræftet. Det løber altid kold ned af ryggen, når man hører om sunde og raske sportsfolk, som pludselig falder om på banen grundet en ukendt hjertefejl.

Onsdag foregår træningen med Rikke på bakkerne i Søndermarken
Jeg har ikke forberedt mig på, hvordan jeg vil reagere hvis jeg får af vide, at jeg har en hjertefejl. Men da jeg aldrig har oplevet de mindste symptomer, kan jeg slet ikke forestille mig det - men man kan jo aldrig vide sig sikker.
Efter hjertescanningen har jeg lavet en træningsaftale med Rikke (Rønholt). Rikke er dansk rekordholder på 400 m og er lige komme tilbage på træningssporet efter en fødsel. Rikke løber primært 800 m, men i denne periode af træningen, kan vi sagtens træne sammen. Dagens program står på bakkeintervaller, og det bliver rigtig fedt at have en træningsmakker til de hårde pas.

Photoshoot 2010 med ELLE.
Om torsdagen har jeg lavet en aftale med fotograf Jesper Thorzen, som gerne vil hjælpe mig med at få lavet nogle fede billeder. Billederne skal være med til at promovere mig frem mod OL. Han har tidligere arbejdet med Mie Skov, som er potentiel OL-deltager i bordtennis, og det er der kommet nogle flotte billeder ud af, så jeg ser meget frem til dagen.
Den daglige træning går næsten som den skal. Jeg døjer lidt med et overbelastet baglår, men til gengæld brokker foden sig ikke, så den generelle kvalitet i træning er jeg ikke nervøs for - om et par uger, er jeg oppe på fuld træningmængde igen.
Vintertræning 2011
d. 24. oktober 2011
Efter en tiltrængt sæsonpause, har træningen nu stået på en måneds tid. Mængden af træningen er nu oppe på fuld styrke og i denne uge har der været 8 pas af 2-2,5 timers varighed. Puha det tærer på kroppen her i begyndelsen.

Der bliver lavet en masse corestability her i løbet af vinteren.
Status på VM
d. 4. september 2011
Det er nu ved at være 6 dage siden jeg løb min semifinale, og skylder læserne på min hjemmeside en ordentlig afslutning på sæsonens højdepunkt.
Jeg havde fået bane 1 igen og havde derfor allerede fra start, ryggen mod muren. Målet var ikke en finaleplads, men derimod at stjæle så mange placeringer som muligt. Jeg var gået videre som nr. 22, og havde et personligt mål om at blive i top 16.
Taktikken for semifinaleløbet var blevet ændret lidt, da jeg lavede en stor fejl i indledende. Jeg havde brugt for mange kræfter på at løbe i bane 1, og indløbet til 9. hæk kiksede derfor. Så i stedet for at satse frem mod 9 hæk, valgte Mikkel og jeg, at jeg skulle køre en mere sikker rytme, så jeg kunne få noget fart med ind på den sidste langside. Rent teknisk var semifinaleløbet dog også helt perfekt, og der var ikke nogle nævneværdige fejl, dog var tiden ikke hurtigere end indledende. Jeg blev noteret for 56,49 sek. - min 4. hurtigste tid nogensinde. Jeg blev lidt skuffet da jeg så tiden, for selvom benene var trætte fra gårsdagens løb, havde jeg håbet, at det fejlfrie løb alligevel ville give en hurtigere tid, men det skete desværre ikke.

Sidder og venter på at se resultatet
Her et par dage efter mit løb er jeg dog fint tilfreds. Jeg løb et perfekt løb, der var desværre bare ikke de samme kræfter at komme efter, som der havde været dagen før. Dette skyldes nok min lange skadesperiode, hvor min grundform ikke har været god nok, så jeg derved ikke kunne nå at restituere 100 % med så kort mellemrum.
Jeg endte som nr. 18, to pladser bedre end for to år siden, og med sæsonens 2. og 4. hurtigste tid nogensiden (og begge løb i den ufordelagtige bane 1). Jeg føler, jeg kunne have sat en ny dansk rekord i indledende, hvis jeg ikke havde lavet den fejl jeg gjorde. Det ærger mig lidt, at jeg ikke fik det vist, men jeg synes helt bestemt min præstation er godkendt, især med den optakt jeg har haft.
Lige nu er jeg topmotiveret til at lave en benhård vintertræning, så jeg kan komme i kanon aerob form og derved holde til mange løb på kort tid. Selvom der er et stykke til finale-niveau endnu, synes jeg at top 10 er klart indenfor rækkevidde. Det er meget positivt, at jeg ikke er længere fra dem, når jeg langt fra har fået trænet optimalt. Det vil være med dette fokus, jeg påbegynder vintertræningen om et par uger. Jeg vil i top 10 til OL.
Lige lidt billeder fra VM. Der kommer flere i fotogalleriet i løbet af de næste par dage.

Det samlede hold til VM. Aktive, trænere og ledere.

Lidt massage skal der til efter en hård omgang træning

Lidt vægttræning skal der til. Dette billede er fra sidste træning inden konkurrence.
Semifinalen - VM Daegu
d. 30. august
Her er i første omgang resultatlisten fra dagens semifinaleløb, mere følger.

Resultlisten 400 meter hæk: Semifinalen, heat 3.
Resultatlisterne for semifinalen, i pdf-format, for henholdvis de enkelte heat og samlet.

Sara's udsigt kort før starten på 400m hæk
Resultat - VM Daegu
d. 29. august
Så kom jeg også i gang med VM, og det korte af det lange er, at jeg gik videre til semifinalen som nr 22. Det var en kæmpe forløsning at se q'et ud for mit navn, da jeg kun blev nummer 5 i mit heat, og derved ikke var direkte kvalificeret. Det viste sig dog at ingen af de andre heat efter mit løb stærkere, så jeg kunne ånde lettet op.
Jeg havde som bekendt bane 1, hvilket ikke er den nemmeste og specielt ikke når der også står hække på den. Min opvarmning var dog gået rigtig godt, så jeg var klar på at gøre attentat på min danske rekord. Mit løb til første hæk var ganske fint, kommer dog lidt tæt på hækken og er derfor nødt til at springe højere op end hvad burde være nødvendigt. Det kostede lidt på min rytme videre i løbet, som først helt kommer på plads igen ved 4. hæk. Herfra går det som planlagt, indtil jeg står helt stille ved 9. hæk. Jeg skulle prøve at fortsætte min 16 skridts rytme indtil 9. hæk (tidligere har jeg kun kørt den til 8. hæk), men et par meter inden 9. hæk kan jeg se, at det ikke kommer til at gå, og derfor er jeg nødt til lynhurtigt at lave et ekstra skridt. Sådan en hurtig ændring ødelægger rytmen fuldstændig, og efter hækken er man derfor nødt til at starte sin acceleration helt forfra - og det koster kræfter.
Men jeg kom i mål i 56.32, hvilket er min 2. hurtigste tid nogensinde, så med de fejl der var i løbet, kan jeg vist kun være tilfreds.

Resultlisten: Indledende runde, heat 2.
Resultatlisterne, i pdf-format, for henholdvis de enkelte heat og samlet.
Semifinalen løbes i morgen, tirsdag, kl. 12:00 dansk tid.

Startlisten: Semifinalen, heat 3.
Jeg har været så uheldig at få bane 1 IGEN. Men hellere bane 1, end slet ikke at være i semifinalen. Og nu har jeg masser af erfaring, da mine to seneste løb har været på bane 1, så jeg forventer ikke at lave samme fejl igen i morgen, som jeg gjorde i dag. Selvom det bliver svært, går jeg efter en dansk rekord i morgen.

Stilhed før stormen
d. 28. august
I morgen sker det - i morgen løber jeg indledende ved VM i Korea. Dagen i dag har været brugt på en masse afslapning, lidt massage, en lille joggetur og ellers en masse VM i tv'et.
De endelige startlister er kommet, og jeg er i heat 2 på bane 1. Mit heat bliver skud afsted kl 12.28 (5.28 dansk tid).

Det er selvfølgelig ærgerligt at få bane 1, da den kræver nogle flere kræfter at løbe på end de andre baner, men jeg giver den fuld skrue og løber efter en semifinaleplads. Det er de første 4 som går direkte videre fra hvert heat, og herudover også 4 lucky-looser tider. Ser man på heatet ser jeg ud til at skulle satse på at gå videre på tid, men jeg går efter en af de 4 pladser som giver direkte kvalifikation. Det bliver ikke nemt, men jeg tror på jeg kan.
Stemningen i lejren er høj og er kun blevet bedre efter Andreas Bube leverede et fremragende løb, og satte ny personlig rekord og sluttede som nr 11. Det er virkelig inspirerende at være i en lejr hvor stemningen er god og koncentreret.





















