1,5 sekunders forbedring på en uge er vel godkendt

17. juni 2008

Efter et løb i engelske Bedford, hvor teknikken drillede, var turen nu kommet til finske Lapua. Det var præcis en uge efter det andet løb, så kroppen havde de bedste muligheder for at blive frisk og klar til at løbe stærkt.

Tidlig morgen kl. 6.00 kom min far og hentede mig, for at køre mig til Tirstrup hvor mit fly til Kastrup have tilbragt natten.

Jeg havde noget af en dag foran mig, hvor der skulle mellemlandes i Kastrup og Helsinki før jeg kunne få bagagen i Vaasa. Derefter var der så 2 timers kørsel med en finsk chauffør, som ikke snakkede engelsk og som underligt nok ikke kunne acceptere, at jeg ikke snakkede finsk. Sådan et verdenssprog som finsk burde alle jo snakke J

Men efter et par timer, hvor jeg virkelig gjorde mit bedste, for at lade som om jeg kiggede på naturen vi kørte forbi, ankom vi til et finsk elitecenter midt ude i ingenting. Jeg frygtede det værste, for jeg havde en dårlig oplevelse med finsk logi fra sidste år, men denne gang var der intet at sætte en finger på. Jeg fik mit eget luksus værelse med egen sauna og Hästens seng, så omgivelserne var i hvert fald perfekte.

Da stævnedagen kom, var jeg dejlig udhvilet, og jeg følte virkelig at jeg havde gode ben. Jeg kom ud på stadion, og fik brug en masse tid på at finde nummer og callroom, og da alt info var på finsk, krævede det lidt tegnesprog og engelsk/svensk, men det lykkedes, og jeg kunne nu koncentrere mig om løbet. Opvarmningen gik som planlagt, og vi kom ind på banen til tiden. Mit fokusområde ved dette stævne, var at få et skridt færre til 1.hæk end sidste gang, og derved få mere fart til første hæk. Derudover skulle jeg også have gjort noget ved 5/6 hæk, da det som bekendt kiksede i Bedford. Jeg havde bestemt mig for at tage 6 hække med 15 skridt, en hæk mere end jeg nogensinde havde gjort. Da skuddet lød kunne jeg godt mærke at vinden igen var hård, men jeg fik 1.hæk med det korrekte antal skridt og de næste par hække gik også fint. Men efter 3. hæk på første langside, gik et eller andet galt, for pludselig var der MEGET langt til 4 hæk, og 5 hæk var derfor umulig at få med det rigtige ben. Det blev derfor til en masse trip og en dårlig passage, og en kamp for at få de næste hække til at køre bare nogenlunde. Og den kamp tabte jeg desværre, så fra 5-8 hæk gik alt hvad der kunne gå galt, galt. Langsiden hjem gik acceptabelt, tror kun det var viljen der fik mig hjem den dag. Tiden var også derefter, 58.56 – 4/10 langsommere end sidst, og bestemt ikke et skridt i den rigtige retning. OL-kravet var nu over 2 sek. væk.

Der var nu ikke andet for end at ringe til min træner Mikkel og brokke mig over hvorfor jeg løb så dårligt! Efter at have afreageret tog jeg tilbage til hotellet og fik pakket, for Finland var ikke lige det sted jeg havde lyst til at være lige nu.

Der ventede en lang tur hjem, hvor der var rig mulighed for at tænke over tingene, eller bare at være sur og gnaven. Jeg valgte en mellemting og dagen efter var jeg tilbage på træningsbanen, for der skulle virkelig gøres noget radikalt for at få mig til OL.

Hele ugen arbejdede vi med teknik og for mentalt at komme ovenpå igen. Fredag samme uge ventede der en ny flyvetur. Denne gang gik turen til Holland. Jeg var igen alene afsted, men havde til gengæld en helt fast plan for hvad jeg skulle gøre og det skulle bare lykkedes denne gang. Vi droppede de 6 hække med 15 skridt, og gik tilbage til de 5 hække, men ændrede derimod noget ved hæk 7 og 8, som så gerne skulle give en hurtigere tid sammenlagt.

Vejret i Holland var bedre end Finland, men der var stadig en stærk modvind på første langside, hvilket normalt gør at man bliver træt efter 200 meter, og så er de sidste 200 meter altså hårde at komme igennem. Men man kan som sagt ikke lige vende vinden, så det galt om at lade være med at fokusere på det. Jeg fokuserede i stedet for på de tekniske detaljer, og løbet gik også betydeligt bedre end sidst. Helt indtil 7. Hæk (250 meter) gik det som det skulle, og jeg mærkede endelig den fede følelse af, at tingene gik op i en højere enhed.

Ved starten i Holland

Men så skete det mærkelige og næsten utænkelige, der var en AND på min bane. Ikke nogen særlig and, blot en helt almindelig grå-and, som sikkert boede på stadion, og lige i dag på min bane. Den nåede selvfølgelig at flytte sig, men om det var anden eller den hårde vind som havde taget mine kræfter ved jeg ikke, men 8.hæk kiksede i hvert fald, og jeg tænkte med det samme ”Kom nu for fanden, det må ikke gå glat nu. Tag dig lige sammen.”

Tror min peptalk hjalp lidt, for 9.hæk gik nogenlunde og 10. gik fint, på trods af, at det faktisk var det forkerte ben jeg kom over med.

Da jeg kom i mål, nåede jeg lige at ærgre mig over endnu et dårligt løb, men så så jeg tiden, 57.06- 5/100 fra PR og ”kun” 56/100 fra OL-krav. Humøret kom pludselig op, og det gjorde troen på OL-kvalen også.

Der er stadig nogle fejl som kan og skal rettes, men det er jo kun positivt at der er forbedringsmuligeheder. Det ville jo være træls at løbe det perfekte løb, og så ”kun” løbe 57,00, for så er der jo ikke meget mere man kan ændre.

Så alt i alt et godt stævne i Holland, hvor jeg fik troen på mig selv helt tilbage og jeg undgik at få dyrenes beskyttelse på nakken. (stakkels and hvis jeg nu havde trådt på den J)

I morgen snupper jeg igen flyet til Holland, hvor jeg håber at kunne tage endnu en bid, gerne 56/100, men det vil tiden vise. Feltet er i hvert fald perfekt, så nu skal der bare krydses fingre for at forholdene også er – det kunne være rart med lidt medvind...