Fotograf: Tuala Hjarnøe

4 ugers træning og DT-finale som opstart

1. september 2008

Efter mit sidste stævne i Karlstad, som igen desværre ikke gik som håbet, pakkede jeg pigskoene lidt væk, og tog "de flade" på. Det var tid til lidt fokus på træning, det havde der nemlig ikke været meget af siden maj. Hen over juli blev det sværere og sværere at komme hele banen rundt i konkurrencetempo, og vi (mikkel og jeg) besluttede derfor at jeg nok skulle i gang med at løbe en masse frygtelige intervaller, for at finde formen frem igen. Så det har jeg så brugt de sidste 4 uger på, og i denne weekend var første stævne så. Årets DT-finale skulle afgøres, og 1900 havde faktisk et ganske godt hold, så vi håbede på at kunne give Sparta kamp til stregen.

Jeg skulle selv forsøge at tage maximum-point i mine øvelser, som denne gang var 400 m hæk, 400 m, 4x100 m og 4x400 m. Jeg startede med 400 m hæk, hvor jeg havde fokus på teknik og rytmeskift fremfor fart. Det resulterede i en tid på 58.67 sek. (så vidt jeg husker), hvilket var ganske fornuftigt set i forhold til de kræfter jeg havde brugt på løbet. Efter løbet kan jeg huske, at jeg tænkte der var mange måder at løbe 58 på. Jeg løb også 58. til DM og 58 til et stævne i Holland. De andre gange havde jeg løbet mig ud, og skulle bruge en halv time på at komme mig efter løbene, men denne gang til DT kunne jeg pænt gå hen og hente mit tøj og forlade banen lige efter løbet. Noget tyder altså på at formen er på rette vej, og det var i hvert fald meget sjovere at løbe 58 på denne måde end alle de andre.  

dtfinalen2008sara400nhaek01
På vej ind på sidste langside.
Foto: Gudmand

Bagefter var det 4x100, hvor vi stillede med guld-holdet fra DM, så denne øvelse resulterede også i maximumpoint til 1900. Jeg havde døjet med dårlig knæ siden mit løb i Karlstad, og efter denne stafet kunne det da også mærkes igen. Mit knæ syntes ikke det var super sjovt at løbe med fuld fart, så begyndte at blive lidt nervøs for min individuelle 400, hvor jeg jo meget gerne skulle gøre et attentat på EM-inde kravet på 53,80. Min PR fra DM lyder på 54,42, så det skulle bestemt være muligt. Det sker ikke så tit, at jeg begiver mig ud på en hel runde uden hække, så chancerne for at klare kravet er få. Det skulle desværre vise sig, at det ikke blev denne gang kravet skulle klares, da jeg løb 54.82. Jeg var egentlig godt tilfreds med løbet, men havde åbenbart lagt for langsomt ud, for blev ikke rigtig træt til sidst. Men så ved jeg det til næste gang, som bliver til Åhus Games på torsdag.

Afsluttende var det 4x400. Mit knæ var dog godt medtaget af hele dagen med mange konkurrencer, så Mikkel og jeg blev enige om, at jeg skulle lade pigskoene stå og løbe den i kondisko. Vi kunne alligevel ikke få 1. pladsen, så vi skulle "blot" have vores 2. plads. Det fik vi også og de andre piger løb nogle flotte ture, og så skulle jeg bare sørge for at holde den hjem.

dtfinalen2008saramaske01
Zorro besatte hvidovre stadion

Efter en masse fight sluttede vi på 2. pladsen, men denne gang var vi ikke så langt fra 1. pladsen, så den satser jeg stærkt på bliver vores næste år. Vi vandt ikke den officielle DT-finale, men på udklædningen var vi flere banelængder foran!

Selvom jeg kun lige er gået i gang med anden periode af sæsonen, er den jo faktisk snart slut. Jeg har Århus Games på torsdag, hvor jeg løber en 400 og igen forsøger mig med at klare kravet på 53,80. Og dagen efter rejser vi en flok til Finland for at holde den danske fane høj ved dette års nordiske u23 mesterskaber. Jeg er udtaget i 400 m hæk, 4x400 m, 4x100 m og 200 m. Så det bliver spændende at se om vi kan hive medaljer hjem til Danmark, vi tørster jo efter OL...