Hjemme igen og EM-kval
26. januar 2009
Det blev desværre ikke til flere opdateringer fra Jamaica, men kan da afsløre at min 300 m. test gik rigtig godt. Læggen drillede dog stadig, men løb ny pr - 38,2. Dette tegner jo godt for den kommende indendørssæson.

Usain Bolt og jeg den sidste dag på Jamaica.
Og ja, så er der jo indendørssæsonen. Den blev åbnet her i weekenden, hvor den stod på 400 lørdag og 200 søndag. Stævnet skulle bruges som et kom-igang-stævne, da det altid tager et par gange at vende sig til at konkurrere igen og ikke mindst vende sig til at løbe på en indendørsbane igen (den er kun 200 m rundt, og derfor mere teknisk krævende at løbe på)
Målet eller håbet var at klare EM-kval på 400, men ved første stævne kan alt ske, da man ikke helt ved hvor formen er. Man kan kun gætte ud fra træningen, og der har det set rigtig godt ud, men turde ikke håbe for meget. Men det kunne jeg roligt gøre, for efter et sololøb sluttede jeg i 54,42 - ny PR og kvalifikation til indendørs EM til marts.
Inden løbet følte jeg mig klar, og vidste at jeg havde løbet ufattelig mange intervaller, at træningen på Jamaica var gået rigtig godt og kroppen var klar, så formen burde være på rette sted, men man ved aldrig. Jeg fik bane 4, hvilket var ganske fint. Da skuddet lød var det bare fuld fart frem, og tungen lige i munden for ikke at træde på stregerne. Efter 150 m var der indløb, og jeg kom først ind i bane 1, og der var nu kun 200 m tilbage. Det eneste jeg tænkte på var træningerne på Jamaica, hvor jeg gennenførte selvom det gjorde ondt, og hvor dejligt det egentlig var på Jamaica. Og pludselig var der kun 70 m tilbage. Jubii, men hvilke 70 m. Ad ad, havde helt glemt følelsen af at se målstregen, men ikke komme den nærmere. Det gjorde jeg heldigvis, og krydsede målstregen først og i ny PR 54,42.
KS 400 m Final
1. Sara S Petersen Århus 1900/DEN - 54,42
2. Ulrika Johansson IFK Växjö - 55,52
3. Theresa Thomasson IFK Trelleborg - 60,01
Dejligt forløsende at klare kravet ved første stævne, nu er der ro på til de næste stævner, og jeg kan fokusere på at løbe stærkt i stedet for at fokusere på en bestemt tid og konsekvenserne hvis man ikke klarer det. Jeg ved at der er mere i mig, og nu går jeg bestemt efter Rikke Rønholts danske rekord på 54,00 på 400.
Jeg løb også 200 om søndagen. Det gik fint, blev 1'er og kom ind i en tangering af PR med 24,43. Det er en tangering af min egen danske u23-rekord, men jeg fokuserer mere på seniorrekorden som lyder 24,33. Det er klart muligt, spørgsmålet er bare om jeg kommer til at løbe flere 200 metre i år, eller om jeg skal fokusere på de to runder.
Alt i alt en rigtig god åbning af sæsonen, som viser hvor hårdt vi har arbejdet hele vinteren, og jeg glæder mig nu bare til at fortsætte med at kokurrere.
















