Man kan meget hurtigt komme ned paa jorden igen
d. 18. juni 2008
Saa gik man lige og troede alt var i den skoenneste orden, og at OL-kvalen kom i naeste loeb, men nej. Jeg tog i dag afsted til Holland for at loebe et, paa papiret, godt staevne. Turen gik fint, og jeg ankom til hotellet 14.30, hvilket var over 5 timer foer mit loeb, saa det burde ikke vaere et problem. Jeg fik sovet lidt, spist og ellers taenkt en masse over det jeg skulle ud og praestere. Jeg var sikker paa at min foerste tid under 57 sek skulle komme i dag.
Opvarmningen gik fint, dog manglede jeg Mikkel til at sige, at jeg kunne loebe staerkt i dag. Af en eller anden grund troede jeg kun 95 % paa mig selv i dag. Jeg blev ved med at sige hoejt til mig selv, at forholdene var perfekte, at formen var god, saa nu skulle jeg bare tage mig sammen! Det synes jeg egentlig ogsaa jeg fik gjort, men da vi kom ud paa banen efter callromm, skete der en masse ting, som forstyrrede frygtelig meget. For det foerste var der ikke kommet haekke ud paa banen endnu, og det er altsaa ret vigtigt at faa 10 min paa banen med haekkene, saa man lige kan loebe over et par stykker, og stadig naa at faa pulsen ned igen, og saa er man klar. Det tog lang tid for dem at saette haekkene op, og saa blev de ved med at staa og pille ved dem, saa man ikke kunne loebe. Virkelig irriterende, men til sidst flyttede de sig da. Jeg satte mig i blokken, og tog et proevelob over 2 haekke, som jeg altid goer. Men det passede ikke til 1.haek, og jeg loeb derfor forbi den. Jeg syndte mig tilbage, for var noedt til at faa en hvor det passede, saa jeg fik troen paa det. Naeste gang sad den perfekt og det samme gjorde 2. haek. Desvaerre da jeg landede efter 2.haek, kunne jeg hoere starteren starte praesentationen, hvilket betoed at vi skulle til at loebe. I Danmark, hvis man kke er helt klar, kan man gaa lidt langsomt tilbage, og paa den maade faa pulsen ned. Men den gik aabenbart ikke her. Jeg gik som sagt langsomt tilbage, og kunne godt hoere at de snakkede om mig i hoejtaleren, men forstod jo ikke hvad de sagde. Pludselig raabte min hollandske ven, at jeg skulle skynde mig tilbage, for starteren sagde at jeg skulle forlade banen fordi jeg ikke var klar. Jeg loeb derfor tilbage, og fik lov til at starte, men allerede inden start havde jeg en puls paa en million. Jeg spurgte om jeg lige kunne faa 2 min til at goere mig klar i, men det kunne jeg ikke, og jeg maatte gaa direkte i blokken. Meget lidt optimalt, men jeg var ikke taget til Holland for at blive smidt ud af banen, saa loebes det skulle der.
Starten gik ogsaa fint, men allerede ved 4. haek kiksede det, da jeg allerede der var traet. Resten af loebet gik egentlig fint rent teknisk, men havde smidt alt farten ved 4. haek, saa tiden blev rigtig daarlig. Jeg fik 58.95, men loeb heller ikke de sidste 10 m, fordi jeg bare var skide sur over det med starteren og over at jeg ikke kunne tage mig lidt mere sammen.
Saa dette var i hvert fald ikke et skridt i den rigtige retning. Og hold kaeft hvor jeg hader at hoere den latterlige saetning: Du er jo saa ung, du skal nok komme til OL naeste gang, hvis denne glipper. Jeg er da skide ligeglad hvor ung jeg er. Jeg har sat mig et maal, og det vil jeg naa.
I morgen er det saa afsted igen, og naeste staevne bliver E-cuppen i Tallinn, hvor alle de andres hep forhaabentlig kan faa mig til at loebe lidt staerkere.
